Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Bøger og bibliotek

Skolebiblioteket - er et rart sted at være.

Her er plads og hjerterum til elever, der træner læsningen eller fordyber sig i litteraturens verden.

Vores skønlitterære samling henvender sig til elever i hele skoleforløbet og indbefatter bl.a. en stor og varieret samling af letlæsningsbøger til den første læsning. Vi har alt fra klassikere til graphic novels.

Og til de yngre elever har vi mange nye lækre billedbøger. Oplæsning med forældre er noget, vi anbefaler - ikke kun pga. hyggen og nærheden, der opstår i disse læsesituationer, men også fordi alle undersøgelser viser, at læseudviklingen trives og tager fart ved sådan en indsats.

Alle klasser fra 0.-9. har en ugentlig dansk-lektion, hvor de er på skolebiblioteket. Her møder eleverne ofte en skolebibliotekar, der kan vejlede dem i valg af frilæsningsbøger, ligesom de kan låne bøger til deres læse-træning. Alt efter aftale med dansklæreren kan der også foregå andre aktiviteter såsom oplæsning, præsentation af elevernes boganmeldelser, podcasts, med mere. Hensigten med bibliotekstimen er at støtte eleverne i at få gode læsevaner og være øjenåbner for den verden, som læsningen tilbyder.

Alle elever låner deres bøger via deres unilogin. De yngre elever (fra 4. og ned) får altid hjælp til at låne og aflevere af en voksen. Man må ikke låne mere end 5 bøger af gangen, afleveres de sidst lånte bøger ikke, må der ikke lånes nye. 

Lånetiden for lånte bøger (klassesæt undtaget) er fire uger. Hvis bøger bortkommer eller ødelægges, mens de er udlånt til eleven, skal de erstattes. Inden sommerferien følger vi op på bøger, der ikke er blevet afleveret til tiden.

I september sendes en status på boglån ud, oktober inden efterårsferien får eleverne 1. rykkerseddel med hjem. Igen inden juleferien sendes der lånesedler ud og en rykker inden vinterferien. Sidste gang på skoleåret er inden påskeferien, og her kommer der en rykkerseddel ud inden sommerferien.

Vi vil helst undgå at sende regninger hjem, men afleveres bøgerne ikke inden sommerferien det pågældende år, får hjemmene en regning på beløbet. Bøgerne kan ikke afleveres derefter.

Det fremgår af oversigten i PLC, hvornår biblioteket er bemandet. Vores bibliotekar hedder Pernille Toft Lehmann.

Klassesæt og lån fra CFU

Det er på skolebiblioteket, at eleverne låner klassesæt. Ved skoleårets start lånes fagbøgerne via unilogin.

 

Afleveres den indscannede bog ikke, modtager familien en regning på bogens pris.

På skolen bruger vi desuden mange materialer, som er lånt via CFU (Center for Undervisningsmidler). Lærerne noterer, hvilke bøger (de har numre) de enkelte elever låner, og derfor ved vi også, hvem der mangler at aflevere, når der mangler bøger ved afleveringsfristen.

Når bøger ikke afleveres til tiden, er proceduren den samme, som hvis bøger fra skolebiblioteket ikke afleveres.