Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Princip for SFO

Princip for SFO

Introduktion

Princippet ligger i forlængelse af indholdsbeskrivelsen for SFO’en på Marienhoffskolens hjemmeside og er i øvrigt en integreret del af skolens samlede virksomhed. SFO´en er omfattet af Marienhoffskolens overordnede målsætning, værdier samt øvrige principper.

Formål

Det primære formål for SFO’en på Marienhoffskolen er tryghed og trivsel for børnene i inkluderende fællesskaber.

Herudover er SFO’ens formål at skabe en tryg, meningsfuld og varieret dag for børnene og styrke børnenes alsidige sociale og personlige udvikling.

Fokusområder

Skolebestyrelsen har særligt fokus på følgende fokusområder (ikke udtømmende), der for bestyrelsen har høj prioritet:

1) Leg og aktiviteter

I SFO’en lægges der vægt på at styrke børnenes sociale kompetencer i de mange forskellige fællesskaber via børnenes leg og de voksenstyrede aktiviteter.

I dagligdagen betyder det:

  • At det enkelte barn har alderssvarende medindflydelse og medbestemmelse på egen hverdag i SFO’en
  • At pædagogerne sikrer tætte, konstruktive relationer til de enkelte børn og børnegruppen samt børnene imellem
  • At pædagogerne skaber rum for de lege, børnene selv finder på
  • At pædagogerne sikrer balancen mellem voksenstyrede aktiviteter og fri leg
  • At pædagogerne tilrettelægger aktiviteter som styrker børnenes forskellige kompetencer og udfordrer børnene til at prøve noget nyt
  • At børnene tilbydes aktiviteter, der stimulerer nysgerrighed, leg og fællesskab
  • At børnene tilbydes aldersdifferentierede tilbud som tilgodeser begge køn
  • At pædagogerne tilstræber, at børnene dagligt tilbydes udendørs aktiviteter og bevægelsesaktiviteter med opmærksomhed på at udnytte faciliteter og ressourcer i lokalområdet
  • At pædagogerne prioriterer rum med mulighed for ro og fordybelse

 

2) Sprog, kommunikation og relation

I SFO’en lægges der vægt på at understøtte børnenes relationer og sproglige udvikling samt den gode tone.

I dagligdagen betyder det:

  • At pædagogerne, som rollemodeller, anviser eksempler på den gode tone såvel i det talte sprog, i kropssprog samt i digitalt kommunikation
  • At børnene lærer at afkode sproget, såvel det talte sprog som kropssproget i sociale relationer
  • At pædagogerne fokuserer på konflikthåndtering frem for konfliktløsning – og hermed lærer børnene at se situationer nuanceret og finde løsninger i fællesskab
  • At børnene møder nærværende pædagoger, der har tid til de tætte samtaler
  • At vi har en kultur, hvor børnene hjælper hinanden
  • At SFO’ens personale bidrager til børnenes elevplaner i forhold til børnenes alsidige, sociale og personlige udvikling

 

3) Den Åbne Skole

”Den åbne skole” indtænkes i praksis i SFO’en.

 

Kommunikation og trivsel

Kommunikation mellem SFO’en og hjemmene følger skolens princip for kommunikation mellem skole og hjem og er således kendetegnet ved, at både SFO’en og forældrene bestræber sig på at kommunikere rettidigt og direkte til hinanden med fokus på fremme af børnenes trivsel.

Personalet i SFO’en samarbejder med skolens øvrige personale om at sikre børnenes trivsel.

SFO-lederen tilstræber, at SFO’ens mål, aktiviteter og indsatser kommunikeres ud til forældrene.

 

Forælderens/forældrenes ansvar

Det er forælderens/forældrenes ansvar at ajourføre AULA om barnets aftaler hver dag, herunder om barnet har fri, om barnet har legeaftaler, om ferier og andet.

Børn, der ikke møder op i SFO i henhold til det oplyste på AULA efterlyses ved, at SFO’ens personale ringer til forældrene om, at barnet ikke er mødt op i SFO’en den pågældende dag.

Vedtaget på skolebestyrelsesmøde den 2. juni 2021